Støt os

Tandsundhed Uden Grænser

Bliv udsendt

Som udsendt bliver du en del af en fælles indsats, der gør en forskel for børns tandsundhed på tværs af landegrænser.

Bliv udsendt

Om udsendelse

At blive udsendt med Tandsundhed Uden Grænser er en unik mulighed for at gøre en forskel og samtidig udvikle dig personligt og fagligt.

Er du tandlæge, klinikassistent, tandplejer eller tandlægestuderende?

Så har du mulighed for at deltage i en dentalmission.

En dentalmission er for dig, der kan tilslutte dig Tandsundhed Uden Grænsers formål og har lyst til at bidrage direkte i felten.

Vi arbejder for at forbedre tandsundheden blandt børn i lande med begrænset adgang til tandpleje og skabe bedre forudsætninger for trivsel, læring og skolegang.

Som udsendt møder du mennesker, kulturer, arbejdsvilkår og udfordringer, der giver nye perspektiver på både dit fag og din hverdag.

Hvis du har lyst til at tage din faglighed med ud i verden og vende hjem med værdifulde erfaringer, kan en udsendelse være en meningsfuld måde at gøre en forskel på.

Læs mere om kravene til at blive udsendt med Tandsundhed Uden Grænser her.

Vi tager hånd om planlægningen

Vi gør det enkelt og trygt at blive udsendt. Tandsundhed Uden Grænser koordinerer alle dentalmissioner og sørger for planlægningen af både projektet og din udsendelse. Vi tager hånd om de praktiske rammer – herunder hotelbooking, transport, udstyr og forsikring – så du kan fokusere på din indsats.

Du betaler en samlet pakkepris, som gør det enkelt og trygt at blive udsendt.

Pakkeprisen er 11.000 DKK eksklusive flybillet.

Nedenfor kan du se, hvad der er inkluderet i prisen.

Hvad er inkluderet i pakkeprisen?

Kost & logi

Indkvartering og forplejning er inkluderet under hele opholdet.

Materialer & udstyr

Alt klinisk udstyr og alle nødvendige materialer stilles til rådighed under dentalmissionen.

Lokal transport

Vi sørger for den lokale transport under hele opholdet, herunder fælles transport til og fra lufthavnen samt til projektlokationen.

Forsikring

Rejse- og ansvarsforsikring er inkluderet under hele udsendelsen, så du kan tage trygt afsted.

Introduktion & forberedelse

Inden afrejse deltager du i et introduktionskursus, hvor du bliver klædt på til arbejdet, projektlandet og det praktiske omkring udsendelsen.

Støtte under udsendelsen

Du får en fast kontaktperson fra sekretariatet og rejser sammen med en teamleder. Derudover har du adgang til en døgnåben nødtelefon.

Det ekstra

Som en del af udsendelsen får du også tolkning ved behov, en T-shirt, en fælles afskedsmiddag og et diplom efter endt ophold.

Dette er ikke inkluderet i pakkeprisen

Der er enkelte udgifter, som ikke er inkluderet i pakkeprisen, og som du selv står for:

  • - Flybilletter
  • - Vaccinationer og eventuel malariamedicin
  • - Medlemskab af Tandsundhed Uden Grænser

Vi hjælper dig med spørgsmål og vejledning i forbindelse med ovenstående.

En typisk uge som udsendt

Mandag–fredag
Klinisk arbejde kl. 8–16 samt undervisning og debriefing om eftermiddagen.

Lørdag
Lokalt besøg, kulturprogram eller fridag.

Søndag
Hviledag og forberedelse til afrejse.

Få indblik i hverdagen som udsendt - læs historier fra udsendte her.